31. januar 2018

Strikkeopskrift på bordskånere af hampesnor

Disse bordskånere går det virkelig hurtigt at lave. De er strikket på p. nr. 8 på 3 mm hampesnor. Jeg købte et nøgle på Biltema til ca. 50 kr. og fik disse tre bordskånere ud af det.

De kan lægges i komposten, når de ikke duer mere - det kan da ikke blive mere miljøvenligt. Og så ser de fine ud, synes jeg.

Strikkeopskrift på bordskånere af hampesnor



















Sådan gør du:

Den store bordskåner (mål ca. 21x21 cm).

Slå 14 masker op og strik ret til du har et kvadrat. Luk af. Jeg hæftede enderne ved at bare stikke dem ind og ud mellem maskerne foroven og forneden på bordskåneren.

Den lille bordskåner (mål ca. 14x14 cm).

Slå 11 masker op og strik ret til du har et kvadrat. Luk af og hæft enderne som beskrevet ovenfor.

Strikkeopskrift på bordskånere af hampesnor
God fornøjelse. Jeg håber, du bliver lige så glad for dine bordskånere, som jeg er for mine.

26. januar 2018

Karklud med kanter af restegarn

Det er helt fantisk for mig at se, hvor stor interessen for mine opskrifter på strikkede klude er. Antal besøgende på min blog vokser og vokser bare. Jeg bliver helt rørt. Tusind tak til jer allesammen. Det må jo betyde, at der er en interesse for både at slå et slag for miljøet og den terapeutiske virkning der er i at strikke. Herligt. Alle mine klude bliver bare strikket i ret og vrang - det skal være sådan, at de fleste kan finde ud af det.

Strikket karklud med kanter af restegarn



















Jeg elsker lime, både farven og smagen af frugten. Den minder mig om sommer og sol, noget der ikke er så meget af her på den norske vestkyst for tiden. Som man måske kan se på dette billede, er det faktisk solskin og fint vejr idag og så snart jeg er færdig med at skrive dette indlæg så er det ud for at samle alle de D-vitaminer, jeg kan, fra de sparsomme solstråler.

Strikket karklud med kanter af restegarn



















Dagens klud er også strikket i Linnea fra Karen Noe. Du kan læse mere om garnet her. Man kan jo selvfølgelig også strikke kluden i noget andet garn, hvis man lige har noget liggende. Den måler 30x30 cm.

Strikket karklud med kanter af restegarn



















Sådan gør du:

Slå 55 masker op på p. 4 og strik 3 pinde ret i restegarnet. Skift til hovedfarven og strik 1 pind ret.

Mønster:

1. pind: 6 ret, *1 vr, 5 ret*. Gentag fra * til * til der er 6 masker tilbage. Disse strikkes ret.
2. pind og alle lige pinde: ret
3., 5. og 7. pind: som 1. pind
9. pind: 3 ret, *1 vr., 5 ret*. Gent. fra * til * til der er 4 masker tilbage. strik disse 1 vr. og 3 ret.
11., 13. og 15 pind: som 9. pind

Strik til kluden måler 29 cm og afslut med at strikke 3 p. ret med restegarnet. Luk af.

Strikket karklud med kanter af restegarn



















Jeg behøver vel ikke at nævne, at der bliver brugt rigtigt mange hjemmestrikkede klude her hos os. Her til at flytte på en dejlig varm portion løgsuppe. Noget andet man kan gøre for at skåne miljøet, er at have en kødløs dag om ugen. Der findes utroligt mange velsmagende retter, som ikke indeholder kød. Løg har en lang række gode egenskaber som f. eks. at virke blodtryksnedsættende, beskytte mod visse kræftformer og beskytte mod knogleskørhed. Så bare spis en masse løg - det er jo også billig mad. Har du lyst til at prøve løgsuppen også, så finder du opskriften her.